Liverpool - Wigan (18-10-2008)

Her kan du finde inspiration til din rejse til Liverpool
Besvar
Brugeravatar
tue69
Indlæg: 2654
Tilmeldt: torsdag, 31. maj, 2007 17:27
Geografisk sted: Århus
Alder: 39

Liverpool - Wigan (18-10-2008)

Indlæg af tue69 » onsdag, 22. okt, 2008 10:32

Allerede nu er forum blevet beriget med to flotte rejsebeskrivelser fra hhv. Kolind og Zerlang er presset unægtelig lagt over på undertegnede, som har indvilget i, at skrive rejseerindringer fra BW-bandens tur til Wigan kampen.

Klokken er knapt 4, da jeg vågner hos mine forældre i Ribe. Søvn har jeg ikke fået for meget af, og det er ganske enkelt umuligt at falde i søvn igen for at snuppe den sidste halve time, inden turen går til Billund Lufthavn. Dermed er jeg den første mand til at entrere lufthavnen, og benytter tiden til at få læst lidt i Gerrards selvbiografi, og kaste den første kop kaffe indenbords. Et enkelt opkald til Allan og Henrik, som begge tilsyneladende befandt sig i et kropslunkent karbad, blev det også til.

Der blev samling på tropperne, som bestod af Klemme, Allan, Phil og undertegnede fra BW-banden, samt Allans bekendte, John og Åge… eller Keld, som han hedder i virkeligheden, og derefter gik den igennem check-in og direkte ind til den første fadøl i lufthavnen. Flyveturen forløb uden problemer, og det samme gjorde togturen fra Scumchester, så før vi vidste af det befandt flokken sig på Wetherspoon til en solid gang ølsmagning.

Vi fandt vores hotel, Premier Inn på Vernon Street, og nogle, eller i hvert fald Henrik, valgte at krone indflytningen med en morfar, mens vi andre fik tanket depoterne op i en nærliggende butik. Efter et par hurtige, hjemmelavede drinks gik turen ind mod centrum, hvor det specielt var klubbens fanshops der havde interesse. Det skal i den anledning siges, at vi naturligvis undskylder overforbruget overfor John og Keld’s bedre halvdele. Vi havde jo ingen jordisk chance for at vide, at vi med vores besøg i fanshoppen, havde sluppet indkøbsfanden løs i det indre Liverpool. Vi var i hvert fald overbeviste om, at den stadionfinansiering var på plads, efter drengenes eskapader i shoppen.

Da vi kom hjem igen var vi efterhånden overbeviste om, at mad var det næste punkt på programmet. Allan var dog i løbet af hjemturen blevet en gammel mand på 70 år, så han skulle lige have en bette morfar, før han kunne komme videre i programmet. Det viste sig dog, at oktober måned er den tid på året, hvor Allan går i vinterhi, så på trods af gentagne opfordringer, så lykkedes det os ikke at få liv i Allan til spisetid, men da vi pludseligt begyndte at snakke om Matthews Street, så skal jeg love for at den unge fighter pludseligt kom i gang.

I løbet af aftenen måtte vi andre sande, at Allans træk med lige at tage et par timer på øjet, tilsyneladende var det mest effektive, for der var dømt kollektiv sammenbrænding hos halvdelen af os, mens de resterende tog turen ind mod de lidt mere højlydte udskænkningssteder.

Matchday blev naturligvis åbnet med engelsk morgenmad, og et besøg i den nye shop i Liverpool One. Igen gik der shop-amok i drengene, imens undertegnede holdte sig til at få smidt navn bag på sin Liverpooltrøje, hvilket ærlig talt var en lidt akavet oplevelse, når stimen af Torres trøjer pludseligt afbrydes af min med 9 – FOWLER. Efter en pint på Wetherspoon og en Irish Coffee på hotellet drog vi hurtigt videre til Anfield for at snuse til stemningen. Der blev også tid til en hurtig øl inden vi befandt os på vores pladser på Upper Anfield Road.

Kampen vil jeg ikke fortælle så meget om, men der var dog et par glimrende momenter undervejs, som da hele Anfield brød ud i ”Steve Bruce – you’ve got a big fat head” samt sejrsmålet, som udløste ekstreme jubelscener fra samtlige rødklædte drenge. Specielt de sidste 15-20 minutter var stemningen elektrisk, så vi forlod bestemt stadion en oplevelse rigere.

Kampen blev diskuteret over en kop øl, og efter aftensmaden drog Henrik, Allan og undertegnede et smut ind på Matthew Street, hvor Cavern blev skæmmet af vores fællessang og blotte tilstedeværelse. Henrik forlod selskabet, og Allan og jeg var dermed overladt til os selv. Vi måtte dog hurtigt sande, at vores evner til at opstøve engelske kvindfolk ikke stemte helt overens med vores egen overbevisning, så i stedet vendte vi næsen mod hotellet hvor vi gik i seng. Eller det gjorde Allan – undertegnede synes tilsyneladende at det var mere spændende at snakke med stive nordmænd i hotellets bar, og en enkelt sviner til en vildfaren brøndbyfan blev det da også til. Og nej, jeg aner stadigvæk ikke hvor jeg har det visitkort til Aggers restaurant fra.

Dagen derpå besluttede vi os for at dele banden, således John, Keld, Henrik og jeg drog af sted til Liverpool FC museet, mens Allan og Klemme tumlede rundt i byen. Dog skulle kombinationen af Henriks humor og min bagstivhed vise sig at være en sprængfarlig cocktail, så det skortede ikke på de normale vittigheder a la ”hvad kalder man en mand der jager spøgelser – åndenød” og ”skal en professionel skakspiller slå brættet op når han går på toilet”. John og Keld overlevede dog, men primært fordi de fik lov til at gå i Anfields fanshop og handle.

Tilbage på hotellet besluttede en del af drengene sig for en tur på Beatles museet mens andre bare gik en tur. Undertegnede blev dog på hotellet, i overbevisningen om, at frisk luft ikke var at foretrække. Aftenen gik med at se Tottenham forlænge deres nedtur mod Stoke City, som endda havde 4 stolpeskud i den forlængede spilletid. Dette blev kækt bemærket i de engelske aviser, som proklamerede at Tottenhams bedste forsvarsspiller ikke var Woodgate, men Woodwork. Herefter stod den på aftensmad og så ellers en god nats søvn inden hjemrejsen.

Hjemrejsen blev en panisk oplevelse, primært fordi at internetkøreplaner på tog og dem der rent faktisk er gældende, ikke helt stemte overens. I den anledning kan det godt anbefales selv at gå op på Lime Street og tjekke tiderne. Så vores planlagte togrejse blev til en ikke helt planlagt taxatur, som på trods af længere kø på motorvejen dog fik de rejsende på plads i lufthavnen til tiden.

Afslutningsvist et tak til drengene! Fedt at være af sted med jer, glimrende kamp og 3 points. Ja tak! Næste gang slipper NRG dog ikke for at bidrage med sin tilstedeværelse, til trods for at Henrik i hans fravær tog joke-teten
And when liverpool score, you will hear the kop roar: "oh it's Fowler - Robbie Fowler"

nrg
Indlæg: 4504
Tilmeldt: torsdag, 31. maj, 2007 14:50
Geografisk sted: Egå
Alder: 56

Re: Liverpool - Wigan (18-10-2008)

Indlæg af nrg » fredag, 24. okt, 2008 21:59

God beskrivelse, Jesper. Vel ankommet fra Bornholm og hjem til vanlige omgivelser, får du 5 point af meeeg for den indsats. Jeg skal gøre alt hvad der ligger i min magt, for at deltage til næste kamp.

Hvad kalder man iøvrigt en mærkelig butiksassistent? "Kommis-sær" :oops:
I medgangstider, lever man i nuet og nyder tilværelsen. I modgangstider, tænker man proces og vejen mod noget større.

Ihler

Re: Liverpool - Wigan (18-10-2008)

Indlæg af Ihler » søndag, 26. okt, 2008 14:55

Udemærket beskrivelse Tue, der er dog et par detaljer du har glemt:
1. Allans "diskotek" blev smadret efter få minutter, da det lød som om den spillede under vand.
2. Allan, Henrik, Klemme og dig var ikke til at vriste ud af hotellets restaurant, I skulle absolut spise der hver aften 3 dage i træk, John og undertegnede valgte at gå på en fantastisk spansk restaurant tæt på hotellet, og så var det ikke dyere end på hotellet.
3. John og jeg har den undskyldning at det var vores jomfrutur til Liverpool, hvad er din :lol:
4. kanontur. i er nogle dejlige drenge at være sammen med, osse dig Benjamin Billede
BilledeBilledeBillede

Brugeravatar
tue69
Indlæg: 2654
Tilmeldt: torsdag, 31. maj, 2007 17:27
Geografisk sted: Århus
Alder: 39

Re: Liverpool - Wigan (18-10-2008)

Indlæg af tue69 » mandag, 27. okt, 2008 10:36

Ha ha ha - det er rigtigt ja. :lol: Den tror jeg vist lige vi skal have uddybet:

Allan havde medbragt et mobilt diskotek i form af en bærbar CD-afspiller - det skulle dog hurtigt vise sig, at der var et eller andet galt med lyden, som mest af alt svarede til fællessang i en smølfefamilie.

Vi blev derefter en anelse kreativ og forsøgte med flere godkendte metoder at få skidtet til at virke igen, men efter at vi på skift havde været oppe og stå på den, så måtte den kapitulere.

Og lige over iøvrigt - det var sgu en hyggelig tur :D
And when liverpool score, you will hear the kop roar: "oh it's Fowler - Robbie Fowler"

Ihler

Re: Liverpool - Wigan (18-10-2008)

Indlæg af Ihler » mandag, 27. okt, 2008 20:30

Gad vide om Henrik er færdig med at hæve Billede

Besvar