Surf skrev:Ja det er en mærkelig besættelse fans har med nettoforbrug i transfervinduer. Specielt når vi har en træner, der er kendt for ideelt set at ville gå imod markedet (ja, som sågar har talt om Marx' indflydelse på hans opvækst). Truppen er samlet set stærkere nu, end den har været siden Rafa. Det mener jeg ikke man kan betvivle. Samtidig er man u et levende bevis på, at mange penge brugt ikke er ensbetydende med succes. Og lur mig, om de ikke kommer til at kæmpe endnu mere når Mourinho forlader dem inden for et par år.
FSG havde store vanskeligheder til at begynde med. Men klubben har stadig bevæget sig meget fremad siden de overtog med en Hodgson ved roret. Måske skal vi lige opfriske hvad der er sket siden Klopp kom til.
2015: FSG henter Klopp ind for Rodgers, der var gået i stå.
2016: To cup-finaler, desværre nederlag i begge.
2017: Klopps første fulde sæson giver en CL-plads. Det er blot anden gang siden 2009. Derefter kvalificerer Liverpool sig til play-off runden som 1'er i sin pulje. Det er første gang siden 08/09-sæsonen, at Liverpool går videre.
2018: I begyndelsen af 2018 ligger Liverpool nummer 4 i PL efter at have klaret sig igennem juleprogrammet bedst sammen med to andre hold. Der er lige så langt til 2. pladsen, som der er til 5. pladsen (3 point). Førstepladsen er kun uden for rækkevidde fordi City har en freak-sæson. Vi er det næst-mest scorende hold i ligaen (igen pga. City's freak-sæson). Vi er videre i FA-cuppen efter en Derby-sejr. Og, ikke uvæsentligt for Liverpool: Vi har hele to (to!) kompetente venstre backs, sågar hvor den ene er skotte!
Det jeg er mest glad for ved Klopp, på trods af hans fejl, er at han har de lange briller på. Da han begyndte talte han om "6 years from now". Han gider ikke panikkøb, fordi han har tid til at samle det optimale hold, og han er her længe nok til at høste frugterne af at udvikle spillere. Unge såvel som de lidt ældre. Det indebærer at vente 6 måneder på sin drømmespiller. Tag Mourinho, der aldrig tænker så langt, og derfor ikke er med til at udvikle de klubber, han er i. Det gad jeg ikke have.
Jeg fortvivles faktisk lidt over den store negativitet der hersker. Jeg forstår det simpelthen ikke. Så med dette indlæg tager jeg en pause fra forum (hvilket nok også er meget godt for min specialeskrivning..). Mest af alt ud af uforståelighed over for al den pessimisme, som strømmer ikke blot fra de sædvanlige syndere, men også skribenter jeg som regel nyder at følge. Selvom man er kritisk overfor salget af Coutinho, så synes jeg man lader det fylde så meget i sin vurdering af klubben, truppen, træner og ejere, at jeg har svært ved at blive stimuleret af at deltage i debatten. Der er tale om sortsyn. Der er tale om indlæg, der beskriver hvordan et FA-cup derby mod Everton føles ligegyldigt efter et spillersalg. Det er svært for mig at forstå. Måske sortsynet viser det sig at være berettiget når sæsonen er slut. Men indtil da nægter jeg at lade mig overvælde af det. Klubben har ikke været en fast del af top-4 kampen i årevis (13/14 var en outlier). Nu kan vi få CL-bold to sæsoner i træk! Og jeg tror fuldstændig på, at vi får minimum en fjerdeplads. Og jeg tror på, at vi spiller minimum én runde mere i CL. Og jeg tror på, at vi når til minimum til semi-finalen i FA-cuppen. Vi ses i en semi-finale-kamptråd. Kom så de RØDE!
Det er jo den gode gamle progressionssnak. Ender vi med at nuppe en plads i top fire, ja, så er der utvivlsomt progression, omend det ikke går hurtigt. Ender vi uden for top fire, så er vi i den altså stadig i den kategori, som vi har været i i al den tid FSG har været ved roret. Nemlig som en subtopklub der befinder sig et sted mellem Premier Leagues fjerde og sjette bedste hold, og som man derfor kan formode med jævne mellemrum tager en Champions League-plads. Som vi gjorde under Rodgers og som vi gjorde sidste sæson, dog i langt mindre overbevisende stil end i 13/14. Jeg mangler stadig at blive overbevist om denne progression, men resultatet af denne sæson vil være et rigtigt godt fingerpreg!
Jeg er fuldstændigt enig i, at truppen er bedre end i mange år, og nok den bedste på papiret siden 2009. Derfor er det da også bemærkelsesværdigt, at vi spillede langt bedre i 13/14. Det skyldes i mine øjne, at vi relativt ikke er blevet bedre i forhold til vores konkurrenter. Og her kommer nettoforbruget ind. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at man ikke kan se, at det sætter os tilbage og derfor er ekstremt uambitiøst, at ledelsen ikke bruger penge. Der må være nogen der simpelthen har sat sig for, at FSG bare er the good guys, og at der ikke kan rykkes ved det.
Lige nu vinder vi på, at vi har en god manager, som er god og stædig i forhold til at finde de rigtige spillere. Men i disse vanvittige transfer-tider, så rykker klubber fra os, fordi de bruger penge og vi ikke gør. Vi holdte næsten trit med City sidste sæson og dem er vi ikke i nærheden af! Vi endte over Man Utd og også de har overhalet os. Det er to klubber der har været enormt ambitiøse på transfermarkedet.
Bevares, vi havde et ok vindue i sommer. Salah var et scoop - og han har været en succes, som ingen havde forudset. Ox er en okay breddespiller, som bliver bedre og bedre. Men vi valgte ikke at købe en centerforsvarer. Ham har vi fået nu, men i den halvsæson der er gået, har vi mistet mange point på den manglende usikkerhed og lederskab i forsvaret. Og det er jo en beslutning man tager, at man ikke vil smide de ekstra penge.
Nogle vil sige, at spillerkøb og store udgifter ikke er alt. Og nej, det er det ikke. Det viser Klopp i den grad. Men man må også forstå, at priserne ikke er grebet ud af den blå luft. De penge en spiller koster afspejler jo en vurdering af hans spillemæssig værdi. Det er jo simpel logik, at store udgifter, betyder indkøb af stor spillemæssig værdi (Og ja, der er en risiko for at en spiller fejler eller ikke passer ind i klubben. Men vi taler i det store billede her.). Når man så konsekvent går efter at have ingen eller små udgifter, eller som under Klopp have et plus på spillersalgssiden, så betyder det groft sagt også, at vi bliver nødt til at gå af med spillemæssig værdi for at få spillemæssig værdi ind. Det er derfor, at der helt sort på hvidt findes statistikker, der viser at lønbudget i det store billede vil afspejle sig i klubbernes gennemsnitlige placering. Og her er det altså en voldsomt svær disciplin og et stort handikap, at vi skal forsøge at hæve holdets samlede spillemæssige værdi, uden at hæve den økonomiske værdi. Og det er derfor, at jeg har min tvivl ved, at FSGs projekt fører os derhen hvor jeg personligt godt vil have os - som en fast titeludfordrer. For de er tydeligvis ikke i stand til at spille med de økonomiske muskler, så kræver det en form for kompetence i at "snyde systemet", som jeg mangler at se FSG besidder. Klopp er måske netop manden der kan "snyde systemet". Det bliver spændende at se og selvom jeg tvivler på FSGs projekt, så skal der ikke herske tvivl om, at jeg tror på Klopp.
Jeg er som Surf også fan af, at Klopp har de langsigtede briller på og snakker om 6 år frem og så videre. Men jeg tror ikke det holder i den moderne fodboldverden. Den form for tålmodighed findes ikke. Altså der skulle jo ikke mere end én dårlig sæsonstart til, at dele af fangruppen begyndte at snakke om fyring og så tvivl om Klopps projekt. Derfor tør jeg ikke tænke på, hvad eksempelvis en dårligt run op til sæsonafslutning og en plads uden for top fire vil have af konsekvenser. Derfor frygter jeg, at Klopp på et tidspunkt bliver et offer for FSGs projekt. At han ikke er i stand til at levere, fordi han skal arbejde under omstændigheder, hvor det er nærmest umuligt at få succes i dagens fodboldverden. I sidste ende vil det altid være Klopps eller Rodgers eller Dalglishs skyld når det går nedad. FSG skal i hvert fald nok undgå kritik.