TV: See og Viaplay - Transmission starter 14:00
Sted: Anfield
Dommer: Paul Tierney VAR: Stuart Attwell
Hvis der er to, som har en dårlig kemi (Manager/Dommer) så er det Klopp og Tierney. "Vi har ingen problemer med andre dommere - Kun med DIG" Råbte Klopp efter 2-2 kampen på Anfield mod Spurs i december 2021. En kamp, hvor Tierney bedømte Harry Kanes frontale nedslagtning af Andy Robertson til et gult kort , i en sæson, hvor slutstillingen blev Liverpool nr. 2, ÈT point bag snyderne fra Man City. Kan du ikke huske mordet, så gense det her:
Indbyrdes statistik:
Indbyrdes resultater:
Sidste opgør, som var på Anfield, var en tæt kamp, som Liverpool vandt snævert på en tidlig scoring af Salah. Men bl.a. Mbeumo fik en fin scoring underkendt for en korrekt, men meget lille offside. Se højdepunkterne her:
Formbarometer:
Brentford kommer helt klart ind til kampen på søndag, ridende på den bedste formkurve. Senest viste de stor fight og vilje, da de bagud hjemme i pausen 1-2 mod Hammers, alligevel bliver ved, og ender med at vinde 3-2. ...og West Ham er altså et "gritty" hold med stor fysik, som kan være vanskelige at spille mod. Tager vi så Liverpools spil i de to sidste kampe mod Luton og Toulouse med i betragtningen, så burde Brentford faktisk være favoritter. ....hvis altså ikke lige det var fordi kampen spilles på Fort Anfield. LFC har 100% statistik i sæsonens PL, EL og EFL Cup (Carabao) med lutter sejre. Men jeg kan alligevel ikke se bort fra indstillingen i truppen i de sidste to kampe, uden at min afføring begunder at blive tynd, og jeg afleverer grønne grise i tønden ved mine hyppige toiletbesøg op til kampen. "I have a bad feeling about this one" som en ung Obi Wan Kenobi siger til Master Jedi Quigon i den første sætning i "Star Wars The phantom menace".
Brentford FC
Brentford ligger ca. 15 km vest for City, ned til Themsen på den nordlige flodbred. Det er ca. midt imellem London City og Heathrow Airport. Brenfords lokalrivaler er Luton og Queens Park Rangers, og afhængig af hvilken række de 3 "elevatorhold" ligger i - Eller er Brenford ved at blive stabilt PL hold? - så omtales indbyrdes kampe imellem disse 3 klubber som West London Derby. Brentford er oprindeligt et arbejderkvarter, men med bebyggelse ned til Themsen, er de gennemsnitlige huspriser skudt i vejret til små 5 mill. kroner i gennemsnit. Brentford betragtes som et pænt kvarter, og der er ikke store, etniske populationer.
Èn ting er sikkert: I Brentford kender - og elsker - alle Thomas Frank. Han har nu været manager i BFC mere end 5 år, og er i gang med sin 3. sæson i Premier League. Blandt nuværende managers i PL, er det kun Klopp (+ 8 år) og Guardiola (+7 år) som har været managers længere. Kigger man på BFC's placeringer over de sidste 20 år, som spænder over alle 4 divisioner, så forstår man godt kærligheden til Thomas Frank, da hans resultater er enestående i Brentfords historie:
...og det er også måden, hvorpå Frank og BFC har opnået resultaterne, der gør kærligheden stor. De er ikke kommet på basis af defensiv pindsvinefodbold, men er skabt med moderne, angrebs- og presspil orienteret fodbold, og så udstråler spillerne vilje og intensitet. Med andre ord, så kan det være opskriften på en skrækmodstander for LFC, specielt lige nu, hvor gejst og vilje i LFC truppen ser ud til at være en by i Rusland!
Det er så endnu mere imponerende, at Brentford ligger der hvor de ligger lige nu (9. pladsen) taget i betragtning at holdets helt store stjerne og topscorer Ivan Toney har haft karantæne hele sæsonen. Men andre har taget over, og Brentford er den type hold, hvor det er HOLDET, som er den største stjerne. Kigger man på deres sommerindkøb, så har de ikke været vanvittige som andre PL klubber, men velovervejede. Her er sommerens indkøb:
Brentford havde et netspend på små £ 50 mill, efter forholdsvis begrænset salg af spillere:
Som det fremgår er Brenford også yderst aktive mht til lån og udlån af spillere, og kigger man på hvem der ejer BFC, så kommer navnet Matthew Benham frem. Han er en engelsk forretningsmand, som bl.a. er grundlægger og ejer af Smartodds. Et firma, som beskæftiger sig med analyse af og rådgivning omkring statistikker vedr. professionelle fodboldspillere - Altså ren Moneyball, og så er han ejer af Matchbook Betting exchange. En lille krølle på dette er, at Ivan Tony jo fik 8 måneders karantæne, men ejere af PL klubber må åbenbart gerne beskæftige sig med betting. Guardian har således gravet frem, at Benham sågar også spiller i eget navn på kampe, så han sidder "på begge sider af bordet" i betting-markedet, både som udbyder og kunde. Men det må man så godt iflg. PL's regler Matthew Benham var også tidligere ejer af FC Midtjylland, men har nu solgt sine aktier til Anders Holch Povlsen (Bestseller).
Brentford spiller 4-3-3, og fokuserer på hurtigt at bringe bolden frem fra egne rækker, eller at vinde bolden højt oppe på banen, for hurtigt at komme til afslutninger. Så det kan hurtigt blive en rigtig tju-bang kamp, med masser af action i begge ender.
Liverpool
Det er vist ikke rigtig lykkedes for mig at skjule mine bange anelser op til denne kamp, og samtidig bliver det vanskeligt at forudsige, hvordan Klopp vælge at stille holdet op til udfordringen mod Brentford. Mac Allister har karantæne efter gult kort nr. 5. Curtis Jones og Ryan Gravenberch er begge tvivlsomme grundet små skader, og efter Wataru Endo's og Tsimikas (mangel på) performance mod Toulouse, hvor meget tror Klopp så på dem til denne kamp? På pressemødet op til søndagens kamp - som vel at mærke (iflg. This is Anfield) blev optaget INDEN kampen mod Toulouse, - talte Klopp om muligheden for at anvende Trent Alexander Arnold på midtbanen. Men udfordringen er, at Joe Gomez kun kan bruges som vikar på én plads, og således ikke kan vikariere både for TAA og Tsimikas. ....og Gomez så også rimelig malplaceret ud, da han spillede venstrebacken mod Luton, og vi manglede indlæg fra venstrefløjen med venstrepoten. Så der er masser af problemstillinger, som kan løses på forskellige måde, og udfordringerne viser, hvor hurtigt det kan gå i fodbold. I oplægget til sidste weekends kamp mod Luton skrev jeg følgende:
- "Det er lang tid siden, at truppen har været så bred og fuld af kvalitet, som den er lige nu. Til alle 3 kæder er der nu 2-3 spillere ekstra, som kan sættes ind, stort set uden at holdet svækkes, og der er kun et par eller 3 pladser, hvor erstatningen er en lille, grænsende til minimal svækkelse."
....men heldigvis har vi ÈN KÆMPE konstant på holdet: Verdens bedste målmand: Alisson Becker, og spørgsmålet er, om ikke meget af uroen i forsvaret mod Toulouse var en kombination af spillere fra andet geled samt at Kelleher ikke udstråler samme stabilitet og sikkerhed. I midterforsvaret er VVD også sikker, og Konaté er efterhånden etableret som fast sidekick til Kaptajnen. Resten af 4-kæden i forsvaret, afhænger så af, hvordan Klopp vælger at besætte 6'eren på den defensive midtbane. Tidligere i sæsonen har vi spillet med Macca eller Curtis Jones, som begge er ude eller Wataru Endo. Min (foreløbige) konklusion på Endo er, at han ikke dur som 6'er mod hold, som kommer med hurtigt oppres, da hans tanke-til-handling foregår for langsomt, eller endnu ikke er vænnet til PL-tempoet. Så jeg går med, at TAA får 6'er rollen, også baseret på Klopps udtalelser på pressekonferencen. Holder det stik, så bliver Gomez højre back, og VB bliver enten Tsimikas eller unge Luke Chambers. Jeg tror Klopp er godt og grundigt træt af Tsimikas utroligt lave bundniveau, og vælger at gå med Luke Chambers.
Midtbanen får alt TAA som 6'er, og så skal Szoboszlai se om han kan finde melodien igen på 8'eren. Han har set mærkeligt tam og "menneskelig" ud de sidste to kampe, men det har været hele holdet, der har manglet gnist og gejst. Så lad os håbe, at PL's bedste hjemmepublikum kan tænde ham igen. Sidste 8'er plads får Elliot så, da 3 midtbanefolk ude gør valgmulighederne begrænsede.
Fremme i front er Mo Salah stensikker på holdkortet, og Gakpos rædderlige kamp mod Toulouse må give Darwin Nunez chancen fra start. Venstre fløj er jeg i tvivl om. Diaz var ikke mange sure sild værd i torsdags, og Jota var eneste lille lyspunkt, da han fik de sidste 10 minutter + overtid. Jeg tror imidlertid, at Diaz var på den sidste del af en følelsesmæssig rutchebanetur med faderens bortførelse og frigivelse, så jeg tror han vurderes "frisk igen" og får tilliden til at vise det fra starten af.
Så jeg går med følgende opstilling:
....men hvad siger I?
Der er MASSER at diskutere, i ventetiden inden kampoptakten starter på See i morgen kl. 14:00:
- Er jeg for hård ved Wataru Endo
- ...og Tsimikas?
- Bliver Curtis Jones klar?
- ...eller Gravenberch?