Én om året er meget, meget langt fra det muliges kunst. Jeg har været på rundvisning og diverse foredrag på Akademiet i Kirkby med DBU-Fyn i december 2017, og de der blev det sagt, at hvis de kan præstere én seniorspiller hvert 3. år, så er de en kæmpe success.
En anden slående ting ved besøget var, hvordan hvert enkelt ungdomsholds resultater overhovedet ikke er en del af målsætningen. Alt handler om udvikling af den enkelte spiller. Vi så en Champions League Youth kamp derovre, og jeg sad og havde svært ved at afgøre spilsystemet/opstillingen, altså om det var 3-5-2, 4-3-3 eller andre talkombinationer. Dagen efter fik vi en taktisk gennemgang, og vi blev spurgt, om vi havde luret deres formation? Det var der ikke nogen klare svar på, og han fortalte så, at de vel nærmest havde spillet en 2-7-1 formation, baseret på, at blandt deres spillermateriale var der kun 2 forsvarere og 1 angriber, men 7 midtbanespillere, som de ville arbejde med. Hver spiller havde så fået individuelle instrukser og målsætninger for kampen, afhængig af, hvad de mente var det rigtige i den enkeltes udvikling. Der blev så fra salen spurgt, om ikke resultaterne var vigtige for at skabe en vinderkultur, men det blev pure afvist. Iflg. Michael Beale, som vi havde det meste af kontakten med, er vindermentalitet og ærgerrighed noget som ligger dybt i den enkelte spillers natur. Han nævnte som eksemplar Gerrard, Carragher og Suarez, hvor deres sult og vindermentalitet er en stor del af deres individuelle drivkraft, og intet har at gøre med, om de i ungdomsårene har spillet på hold der har vundet eller tabt.
