Der er i en kamptråd foregået en mindre debat om Nunez' kvalitet, som jeg reelt finder mere relevant i denne tråd. Så jeg sætter lige et par citater fra tråden ind i dette indlæg, og svarer så på det indlæg fra Drejer, som jeg mener er relevant at svare på.
Indledningsvis mit eget lidt "harme" indlæg, fordi jeg helt oprigtigt mener, at Nunez er top top klasse.
texy skrev: ↑lørdag, 28. okt, 2023 10:41
Det her er totalt skævt i min optik. Jeg er lidt rystet over, hvor lidt kredit Nunez får.
Han har 10 (TI!) målinvolveringer i 12 kampe. 5 mål og 5 assists. Og det er uden at få assist for det selvmål han har sidste fod på imod Villa. Det bliver kun endnu vildere, når man tænker over, at han ikke spiller hele kampe. På rent minut-antal har han spillet 6 kampe. 5 mål og 5 assists i 6 kampe ER Rush-niveau. Hvor vildt bliver det ikke, hvis Klopp begynder at starte ham kontinuerligt?
Ja, han brænder store chancer. Men det har Salah også alle dage gjort. Men at komme frem til mange chancer er også en kvalitet, som ikke er mange forundt. Og han har en fart, som modstanderne er nødt til at forholde sig til, når de bestemmer sig for, hvor høj linje de kan stå med og hvor meget de vil satse på deres dødbolde. Derudover er han uhyre god til at se Salahs løb.
Højlund? Det er da fornærmende at nævne en spiller uden mål i PL fra DEN klub i sammenlining med Nunez. Der er Højlund slet slet ikke endnu. Og Carroll? Hvad tænker folk på?
Vi er forkælet med virkeligt dygtige offensive spillere. Så Klopp har mulighed for at rotere, som han vil, for at undgå skade og holde spillerne tilfredse. Men Nunez er klart vores bedste 9er. Og han burde i min optik være det soleklare førstevalg i alle vigtige kampe.
Cynwals svar hvor en af pointerne er, at stats ikke altid er retvisende.
Cynwal skrev: ↑lørdag, 28. okt, 2023 13:53
Jep - Det er imponerende stats pr. minuttal eller omregnet til hele kampe. Det minder faktisk lidt om David Fairclough i gamle dage. Han scorede et hav af mål som indskifter, og målt på mål-involveringer per spilleminut, var han velsagtens skarpere end Kevin Keegan og John Toschack samt lidt senere Ian Rush. Alligevel spillede LIverpools mest vindende manager gennem tiden stort set altid med de andre fra start, fordi de var bedre fodboldspillere, og Bob Paisley mente, at det over tid ville give de bedste resultater, hvilket - når man kigger på pokalerne - er svært at argumentere imod.
Nunes har et enormt potentiale, hvilket bedst ses af hvor ofte han er placeret det rigtige sted. Bill Shankly blev en gang efter en kamp, hvor den forholdsvis nye angriber Roger Hunt havde brændt mange chancer spurgt, hvordan han havde det med at angriberen brændte så mange chancer. ... og hans svar var: "Ja, han brændte nogen chancer, men lagde i mærke til hvor mange gange han bragte sig i en position til at kunne score?". Rogen Hunt er stadig den angriber, som har scoret flest ligamål (244) for Liverpool, og i lighed med Hunt er jeg sikker på, at Nunez tid nok skal komme.
Statistik argumenter kan for fodbold give nogle indikationer, men vil aldrig give det fulde billede, netop fordi man kan udvælge de parametre, som passer bedst til det budskab man ønsker frem. Her er eksempelvis en statistik over alle 5 angribere i truppen, som kæmper om de 3 forreste pladser:

Her ligger Luis Diaz klart sidst, hvis man måler på end-product, og alligevel er der stor koncensus om, at han er Klopps faste starter på venstre fløjen. Man kan også læse statistikken derhen, at Nunez er den svageste afslutter af alle angriberne, da han skal bruge mere end 5 chancer i snit, for at score een gang.
Summa summarum, var jeg i starten tæt på at se Nunez som en Andy Carroll klon. Det har heldigvis vist sig at være en alt for hård dom over ham, og jeg begynder at se tegn til, at han vitterlig kan blive en top verdensklasseangriber. Jeg har imidlertid fuld tillid til, at Klopp er den bedste træner, som han kan få, og Klopp skal nok dosere hans mængde af spilletid, så vi samlet når derhen. I mellemtiden vil der imidlertid være kampe, hvor Gakpos spilintelligens måske er det bedste værktøj i rygsækken, eller en hårdarbejdende Jota, og det er jo en velsignelse, at vi har så mange topangribere at vælge imellem i øjeblikket. .....OG at vi har een af verdens skarpeste hjerner til at træne og udvikle spillere, så de når deres fulde potentiale.
Og endelig Drejers indlæg, som også lægger sig op af, at stats ikke siger meget om kvaliteten af angriberen, hvis man kigger på minutantal (hvilket Cynwal også indikerer lidt i sin Fairclough sammenligning).
Hr. Drejer skrev: ↑lørdag, 28. okt, 2023 14:15
Man skal ikke lade sig snyde af stats, og specielt den som hedder mål/assist pr. minut. For den kan være den mest misvisende statistik, som også Cynwal redegøre for på overbevisende vis.
Jeg roser ham da mod Toulouse! Han laver et godt mål, som viser hurtig opfattelse i feltet samt god sparketeknik. Nunez skal forbedre sit småspil, tempo og teknik og så skal der arbejdes med hans koncentration foran mål. Han lavede årets afbrænder mod Toulouse, og han brænder generelt for mange chancer. Og det går ikke at en angriber på et tophold skal have 5 chancer for at score et mål. Det vinder man ingen mesterskaber på.
Og så forventer jeg er vores eneste rigtige spydspids scorer flere mål end Solanke
Både Awoiniyi og Solanke har noteret flere mål i PL end Nunez, og det er ikke helt godt, vel
Og i forhold til pointen om IKKE at kigge på minutantal er jeg nødt til (igen) at erklære mig lodret uenig. Hvis man vil måle effektivitet skal sammenligningsgrundlaget være så ens som muligt. Bilers benzinforbrug måles også på kilometer per liter og ikke liter per køretur.
Og jo, der er naturligvis i statistik et behov for en tilpas stor mængde data for at grundlaget for eventuelle konklusioner kan være til stede. Jeg tænker, at dem der ikke mener, at det er relevant at kigge på minutantal, har dette i tankerne. Måske en valid pointe, men så må vi jo enes om, hvor stor datamængde, der skal til. For at kigge på optrædender giver ingen mening.
I forhold til den sidste markerede lidt kække bemærkning, så havde Nunez allerede inden NFO kampen samme antal mål som Awoniyi (og en assist mere), og efter kampen har han nu samme antal mål som Solanke (og 2 assists mere).
Når man skal nedgøre en af vores egne (hvilket jeg mener man gør med Nunez, hvis man placerer ham på samme hylde som Awoniyi og Solanke) bør man som minimum bruge korrekt fakta. Igen ender vi i min optik tilbage ved mængden af spilletid. Awoniyi har opnået sine 3 scoringer på 95 minutter mere. Og solanke har opnået sine 4 scoringer på 476 minutter mere (mere end dobbelt så meget spilletid som Nunez). Det ER relevant. For man kan ikke score fra bænken.
Jeg skal til gengæld ikke kunne sige, om det er en fordel eller en ulempe at spille fast, når det kommer til effektiviteten. Det kan måske argumenteres, at det er en fordel at komme ind senere i kampene, hvor modstanderne er trætte og angriberen selv er frisk. Omvendt er der argumenter som kontinuitet, selvtillid og relationer, der kan tale til fordel for dem, der starter fast. På grund af den slags umålbare perspektiver er jeg villig til at acceptere, at stats i denne sammenhæng ikke nødvendigvis er lig med fakta, når det kommer til at vurdere, hvor god spilleren er. Men det er i mine øjne stadig det bedste objektive argument der er.
De resterende argumenter handler om øjnene, der ser. Jeg ser en spiller, der skaber frygt og kaos i modstandernes forsvar. Jeg ser en spiller med en fart, som modstanderne har svært ved at matche. Jeg ser en spiller, der i denne sæson er blevet fantastisk til også at se sine medspillere. Og i øvrigt ser jeg en spiller, der teoretisk kunne have været på minimum de 8 mål, som Salah har scoret, hvis han havde fået samme spilletid og måtte tage de 4 straffesprk, som Salah har taget. Og så havde folk måske begyndt at sammenligne ham med Haaland i stedet for Carroll, Fairclough, Awoniyi og Solanke.