Indlæg
af Mysjkin » mandag, 24. feb, 2025 22:42
Lørdag formiddag tror jeg de fleste af os havde solgt weekendens kampe for status quo mellem os selv og Arsenal. Med pointtabene (AV og Everton) midt i et stenhårdt program var frygten, at forspringet til Arsenal ville blive reduceret til fem point, og at Arsenal qua den udestående kamp selv ville kunne afgøre mesterskabet. De fleste havde dog påpeget Arsenals offensive kvaler (hvilket i høj grad skyldes omfattende skadesproblemer) og dermed det usandsynlige i, at de skulle gøre mere eller mindre rent bord i de resterende kampe. Men at Arsenal skulle løbe ind i et nederlag i én af de nemmeste af de resterende kampe havde vi næsten ikke turde håbe på.
Som fan er det sjovt at forsøge at gætte på udfaldet af de resterende kampe – ikke mindst for at forsøge at berolige sig selv med, at vi stadig har overhånden i mesterskabskampen. Men i praksis viser det sig oftest, at man er helt ude at cykle i gætterierne.
Personligt fastholder jeg, at de to uafgjorte kampe mod De Bitre og AV isoleret set ikke var dårlige resultater. Vi følte – med rette – at vi burde have haft alle tre point i begge kampe, men det var stadig vanskelige udekampe. Og man skal ikke underkende betydningen af ikke at tabe – samt at de enkelte point også tæller med.
Angående kampen mod Man C var det yderst opmuntrende, at vi fik lukket effektivt af. Man C skabte nul store chancer trods overvældende dominans i boldbesiddelsen. Ligeledes var det fedt at vi for en gangs skyld selv var effektive i modstanderens felt. Det var det modsatte af forløbet i kampen mod AV.
Nogle vil kalde vores taktik for Atletico Madrid Light (Light = uden shithousery), mens andre vil kalde det et taktisk mesterstykke. Selv mener jeg absolut at der var tale om det sidste. Inden kampen blev der talt meget om, hvordan Pep er ved at forandre Man C, og at Ederson på det seneste har lagt op til adskillige mål ved at bypasse midtbanen og sætte gang i hurtige angreb. Især Nyborg blev slagtet på den konto. Slots taktik var klog, og den kunne lade sig gøre fordi vi nøgternt set kunne være tilfredse med ét point. At den viste sig at være 100% succesfuld skyldtes, at vi har klassespillere samt ovennævnte effektivitet.
Af og til savner jeg Klopps kompromiseløse Heavy Metal football. Når det sker prøver jeg at huske, at det pressede spillerne og førte til mange belastningsskader. Af samme årsag forsøgte Klopp at dosere de intensive kampe. I de senere år var der mange kampe, hvor vi spillede på 80-90% men bibeholdt det taktiske setup med det høje pres og den høje backlinje. Det førte til kampe, hvor man ikke rigtig følte at vi havde kontrol over nogen som helst. Fodboldromatikeren i mig håber dog, at vi en gang imellem under Slot kommer til at se holdet spille kompromisløs Heavy Metal-bold.
“Football is a simple game based on the giving and taking of passes, of controlling the ball and of making yourself available to receive a pass.”