Thommo skrev: ↑onsdag, 23. jun, 2021 23:39
Spillet var det bedste jeg har set, og det er jo immervæk individuelt, jeg er fan af teknik og angribere der scorer, det fik jeg i SteG, Cou, Sturr og Suarez osv, jeg er ikke fan af rugbrødsspillere og angribere uden mål, men igen smag og behag. Jeg vil skrub skide på om Klopp er sympatisk, han har taget meget af glæden fra mig ved at se det LFC, det gik da vi vandt kampe og vores (kun) to offensive sprudlede, men det er slut....Som jeg ser det altså
Og igen, jeg har min egen holdning til hvad der er fed fodbold, mange idag har den holdning flertallet har, sådan er det bare i den moderne verden. Bare se på tiki taka, og vores helt egen no goals (bemærk flertal) da Firmino, Solanke, Brewster osv jo alle var deres bedste i deres årgang i hver deres årgang, for 1-2-3 år siden, der er løbet meget vand gennem åen siden dengang, og spillet mange kampe uden mål og assist ligeledes.
At spille så kedeligt kan til nød accepteres når man ender nummer et ellers er det ikke i min bog, men hvorfor overhovedet spille kedeligt når man sagtens kan vinde med flot spil.
Jeg skal nok ændre mening om Klopp hvis bare 2 præmisser sker. Hvis vi spiller godt og ikke mindst, samtlige elendige præstationer der varer bare 1,5-2 kampe i træk har konsekvens. D
Nå nok om det herfra, for ved godt Kloppsters ikke ændre mening.
Vi skal heldigvis ikke være enige.
Men jeg har dælme svært ved at forstå, hvordan man ender med den opfattelse, at Rodgers skulle stå for underholdende fodbold, mens Klopp repræsenterer det modsatte.
Ingen tvivl om, at 2013/14 var en forrygende sæson med nogle vanvittigt underholdende kampe. Og den sæson har Rodgers naturligvis en del af æren for. Nok især fordi han på det tidspunkt ikke var defensivt taktisk dygtig nok, hvilket så betød, at vi måtte lægge alle forhåbningerne i, at vores 4 fremragende offensive spillere holdte sig rimelig skadesfrie og leverede næsten hver gang. Hvilket de så heldigvis gjorde.
Men den første sæson (12/13)? I ved, den sæson hvor Rodgers ville bytte en ung Henderson for en "over-the-hill" Dempsey? Det var en ørkenvandring af dimensioner at nå frem til den skuffende 7. plads i maj.
Og sæsonen efter den gode sæson i 13/14? Det var endnu værre. Vi havde langt sværere ved at skabe chancer og score mål, end det har været tilfældet i denne vanvittige, covid-plagede, skadesforpestede, tilskuerforladte og dermed intensitetsdrænede skodsæson. Det var ganske enkelt en forkastelig sæson, hvor Rodgers illustrerede, at han ikke var klar til at håndtere både europæisk og hjemlig fodbold samtidig. Og det var sæsonen, hvor han også illustrerede (personligt ville jeg sige igen), at han ikke havde løsningerne klar transfermæssigt, selvom han i en hel sæson havde vidst, at Suarez ville forsvinde om sommeren.
Og så var der den skandaløse start på 15/16 sæsonen, hvor vi lå og rodede på en 10. plads med 12 point for de første 8 kampe og en negativ målscore på 8-10.
Baseret på de 3+ sæsoner med Rodgers, hvor vi i 2+ sæsoner slet ikke sprudlede eller vandt kampe på særligt imponerende vis, kan jeg ikke finde den indsigt jeg skal bruge til at finde forståelse for synspunktet.
Jeg er ikke under nogen illusion om, at noget som helst hold kan spille fantastisk fodbold i hver eneste kamp igennem en hel sæson. Men Klopps version af Liverpool har leveret præstationer, der har givet mig glæde og stolthed over at se holdet spille. Det startede i allerførste kamp imod Spurs, hvor et hold, der havde set modløse og ideforladte ud under Rodgers i runderne inden, pludselig leverede den slags fight og gnist, som det kræves af et hold i krise.
Og derfra er højdepunkterne kommet med små mellemrum, og med nogle fuldkommen vanvittige tårnspringere i form af EL-kampene imod Man Utd og især Dortmund, PL-opgørene imod Man City og ikke mindst sejren hjemme over Man Utd i mesterskabssæsonen, samt de to suveræne opgør imod Barcelona i CL.
Det har for mig været en smuk rejse under Klopp, og jeg håber, at det fortsætter længe endnu. Men som sagt, så skal vi ikke partout være enige. Jeg kunne bare ganske enkelt ikke lade være med at redegøre for min side af den sag.