Al respekt til King Kenny, men man bliver altså samtidig ret trist til mode af at læse, hvor lidt interesseret han i følge Torres egentlig lød i at få Liverpool tilbage til toppen og ikke mindst også beholde Torres, hvis muligheden rent faktisk var der.
Jeg har læst Martin Hansens bog og hans forhold til King Kenny var også so and so, faktisk var Kenny ikke interesseret i Hansen eller spillere, der ikke var gode nok til førsteholdet, i følge Hansen. Hvorimod han, paradoksalt nok, ligesom med Torres syntes godt om Roy Hodgson og hans man-management.
Det irriterer mig ligeledes at høre historier om, at rygter om Torres blev spredt til medierne og at klubben gjorde sit ypperste for at sætte sig selv i et godt lys. Det kan i og for sig være Torres egen fortolkning, men det samme var jo desværre tilfældet med Mascherano inden han smuttede til Barcelona og sågar Gerrard da han var tæt på at skifte til Chelsea, så vidt jeg husker hele den missære.
Det seneste eksempel, der tegner vores klub som værende kold og kynisk business er jo historien om den 12-årige Stoke spillers familie, der blev forgældet pga. af Liverpool og vores latterlige jagt på en 12-årig.
Og for at vende tilbage til Martin Hansen, så tegner han desværre et lignede billede af en klub, der er med dig mens du er god, men som efterlader dig for dig selv, når du ikke er god nok og det er desværre uanset din alder og ståsted i livet.
I det hele taget klinger
You'll Never Walk Alone ufattelig hult når man læser ord fra Torres, Hansen osv. og det er ærgerligt, men vel sagtens bare noget, vi desværre må acceptere. Fodbold er først og fremmest business.
Et interessant indblik i Torres version af sagen, som jeg efterhånden har læst en del udgaver af, men hvor jeg omend endnu engang stadig sidder med en følelse af, at han holder lidt igen og pakker det ind i en masse rosende ord til spillere og fans, som man unægteligt kan høre har en meget speciel plads i hans spanske hjerte.
Apropos idoler - Torres vil altid være mit number 1 idol...Sammen med Valeron
