Simon Kjær vil gerne til Liverpool. Han siger selv at den engelske spillestil passer ham bedre end den spanske.
Simon Kjær drømmer om Liverpool
Forsvars-kometen Simon Kjær sender klart signal til Liverpool: Drømmer om at spille sammen med Daniel Agger
WIEN (Ekstra Bladet): Hans navn popper op. Igen og igen. Faktisk hver eneste gang, en af Europas største klubber får en langvarig skade i midterforsvaret, eller manageren i klubben bjæffer i medierne om, at han godt kunne tænke sig noget nyt blod i bagkæden.
Manchester United, Real Madrid, Inter, Liverpool osv. er navnene på klubberne.
Simon Kjær er navnet på spilleren.
Professionen er benhård problemknuser i Palermos centerforsvar. En mand, der har taget himmelekspressen fra Herning til Sicilien. Fra stortalent til superstjerne. Også på landsholdet, hvor debuten i Stockholm i juni sidste år kickstartede den rød-hvide succeshistorie.
Opadgående kurve
– Det er gået rigtig stærkt, efter Martin Laursen stoppede karrieren. Så både på landsholdet og klubholdet har det været én lang, opadgående kurve med meget få, kortvarige knæk undervejs.
De næste fire måneder i forsvarsspillerens fodboldliv bliver afgørende. Palermo kan kvalificere sig til Champions League, der venter et VM, og tiden op til slutrunden skal - måske - bruges på at pakke fremtiden i flyttekasser og rykke mod nye mål.
– Enten tager jeg et skridt mod drømmeland til sommer, eller også bliver jeg i Palermo. Jeg vil gerne have det valg afklaret inden VM.
– Premier League er for mig verdens bedste liga, og så er der Real Madrid og Barcelona i Spanien. Men det kan godt blive svært for mig i Spanien, hvor man som forsvarsspiller kommer i mange én mod én-situationer med små, hurtige spillere.
– England og den fysiske spillestil ligger nok bedre til mig, siger den 20-årige himmelstormer.
Han og resten af familien Kjær er glødende Liverpool-fans. Alene af den grund er Beatles-byen en af drømmedestinationerne.
Ligesom det heller ikke ligefrem svækker lysten til at trække i rødt, at hans normale sidemand på landsholdet hæver til huslejen i storklubben.
Kun spekulationer
– Det virker ikke ulogisk for mig at samle mig og Agger i Liverpool. Hvis tilbuddet er det rigtige, ville det være spændende at udgøre en duo med Agger.
– Men det er svært at forholde sig til, når det kun er spekulationer, skynder Kjær sig at understrege.
Kilde:
http://ekstrabladet.dk/sport/fodbold/ud ... z0h6VTXnVP