Indlæg
af Niche » onsdag, 30. jul, 2014 15:41
Det er en ret interessant debat omkring transferprocedurer, der er foregået på de foregående sider. Jeg har via en sportsøkonomisk uddannelse, været i praktik i en større midtjysk håndboldklub samt en førstedivisions fodboldklub, hvor jeg har grænsket deres økonomi, deres markedsføringsstrategier i forhold til sponsorsøgning samt kontraktmæssige forhold vedr. spillerkontrakter, og dermed også fået et lille indblik i hvordan kontrakter er opbygget samt hvorledes forhandlinger foregår, når man vil have en ny spiller. Jeg kan godt se, at sammenligningen imellem en dansk førstediv. fodboldklub og en dansk topklub i kvindehåndbold på den ene side og en af verdens største sportsvirksomheder som LFC er, på den anden side, kan virke en smule søgt, men jeg bilder mig ind, at mange af de samme procedurer går igen når man skal købe en spiller. Debatten havde sit udspring i, om der skal laves meget forudgående arbejde, og hvor mange ressourcer der skal bruges inden man afgiver et bud på en given spiller. Der er naturligvis stor forskel på hvor mange ressourcer man skal bruge, og hvor meget forberedelse der kræves i forskellige handler, dels i forhold til strategier, klubbens situation o.lign. En klub som LFC bruger formentlig væsentlig flere ressourcer end eksempelvis Manchester City, da vi er i en noget anden økonomisk og sportslig situation end dem. Jeg vil her prøve at beskrive den mest almindelige arbejdsgang for en spillerhandel som jeg mener at vide det foregår. Noget udleder jeg af min førstehåndsviden, noget udleder jeg af hvad der skrives i pressen og andre ting kan jeg naturligvis kun gisne om, da mit kendskab er begrænset specielt i forhold til LFC's situation.
Første fase: Man laver en analyse af, hvorledes man kan optimere sin trup i forhold til en positiv sportslig udvikling, hvor man beskriver hvilken eller hvilke typer af spillere, man skal gå efter. Dette gøres løbende, og har som regel kun indflydelse på hvilken mængde ressourcer man skal bruge inden et bud afgives, hvis man pludseligt mister en spiller pga. salg, længerevarende skader o.lign.
Anden fase: Man sætter navne på eventuelle targets, der svarer overens med de fastlagte mangler i truppen jf. første fase. Dette gøres naturligvis på baggrund af scouting samt formodet viden om spillere, hvilket også foregår løbende, således at man heller ikke her skal bruge mange ressourcer inden afgivelse af et bud.
Tredje fase: Når man har fastlagt hvilken spiller man vil gå efter, lægger man en strategi for hvordan en eventuel handel kan gennemføres - skal man gå til agenten? Skal man gå direkte til klubben? skal man kontakte spilleren direkte? hvem er ellers interesserede i en given spiller, skal man satse på eventuelt at kunne overbyde sine rivaler i kampen på spilleren? hvor meget vil man tilbyde den anden klub for at få handlen i hus? skal man eventuelt tilbyde en anden spiller som en del af handlen? hvor meget kan man regne med en spiller vil kræve i løn, og er man villig til at tilbyde det, der formentlig kræves? osv. osv. Alt dette er forholdsvis rutinemæssig planlægning, og er ikke meget ressourcekrævende, men alligevel er det naturligvis noget, man internt i klubben skal gennemarbejde. Tingene kompliceres naturligvis i tilfælde af delte rettigheder af spillere o.lign. Jeg forestiller mig, at der er standardaftaler i forhold til finansieringsbetingelserne i store såvel som små klubber, og at der (hvis der vel at mærke er styr på økonomien) nærmest bare skal foretages en opringning til banken, da garantier for likviditet mm. er en naturlig del af samarbejdet mellem bank og klub. Detaljer omkring Finansieringen planlægges desuden som regel ikke inden et bud afgives, men under forhandlingerne, da sælger sandsynligvis har ønsker i forhold til afbetaling. Andre forhold kan gøre sig gældende som eksempelvis hvis andre spillere indgår i betalingen eller der er delt ejerskab af en spiller, hvor differencierede afbetalingsaftaler o.lign. kan komme i spil.
Fjerde fase: Her skal man finde ud af, om spilleren man er interesseret i, er tilgængelig, og en kontakt skal formidles. Hvad enten man vælger at gå til klubben, agenten eller spilleren selv (eller som nogle af de store spanske klubber igennem pressen), så er denne fase ofte den mest ressourcekrævende og tidskrævende forud for et reelt bud afgives. Der skal ofte meget bearbejdelse/"smørelse" til, før man finder ud af, om spilleren overhovedet er tilgængelig. Om klubben vil sælge eller om spilleren vil sælges afhænger naturligvis af en række faktorer, men jo mere succesfuld en spiller er, og jo bedre en klub han er i, desto sværere er det naturligvis at overbevise enten spilleren eller klubben om, at han skal sælges. Der foregår ofte lange forhandlinger omkring spillerens tilgængelighed inden et bud afgives, og specielt for en klub som vores, er det ikke så ligetil at afgive et bud, som det eksempelvis er for PSG, Chelsea eller ManC, der bare betaler, hvad der bliver forlangt, eller RM og Barca, der sportsligt har en større tiltrækningskraft end LFC. Denne forhandlingsproces trækker ofte ud, specielt hvis man går igennem spillerens agent, da denne som tredjepart altid har egne dagsordner i forhold til sin klients "bedste". Ofte er det en fordel, at gå igennem agenten hvis man vil have en spiller, da denne kan lægge pres på klubben, hvis man får ham overbevist om, at et skifte er en god idé. Mange agenter (specielt i international fodbold) er dog yderst pengegriske individer, og klubber har i rigtig mange tilfælde lavet underhåndsaftaler eller overbetalt agenter for, at de kan lægge pres på spillerens klub. Dette har LFC (JWH og Ayre) offentligt udtalt, at man ikke vil benytte sig af, hvilket betyder, at agenterne skal "smøres" på anden vis. Her må man nødvendigvis have talegaverne og evnerne som sælger i orden, og en forhandling kan derfor trække ud. Jeg er desuden af den opfattelse, at man ikke uden videre afgiver bud til højre og venstre, da man ikke ønsker et prædikat af, at være en klub, der ikke kan hive handler i hus. Hvis man bliver afvist gang på gang, fordi man ikke har gjort sit hjemmearbejde ordentligt, vil dette ske før eller siden. I en forhandling, der starter med et bud, er det desuden nemmere for den sælgende klub at diktere forhandlingerne. Hvis man som købende klub har skudt sig ind på, at en given spiller er tilgængelig inden man afgiver et bud, står parterne noget mere lige i forhandlingssituationen. Der kan sikkert være andre omstændigheder, der kan have indflydelse på, hvorfor man ikke bare starter en forhandling med et bud, som jeg ikke lige er kommet i tanke om, men sikkert er det, at det er en fordel, at vide, om en spiller er tilgængelig før et bud afgives.
Tror ikke Stevie får det mesterskab han mangler i samlingen. Der går et par sæsoner inden vi rigtig kan være helt med, og vi skal have en heldig sæson, hvis det sker. Til den tid tror jeg ikke længere Stevie er iblandt spillertruppen.
