Jeg går ud fra nedenstående udbrud er myntet på mig. Jeg føler dog lidt, at du læser mit indlæg, som fanden læser biblen. Så lad mig prøve at forklare, hvad jeg oprindeligt mente.
ilusio skrev:Himmel og havkat siger jeg bare.
Jeg sidder faktisk nogen gange og tror at folk kun så 3 spillere i 13/14 sæsonen.
Suarez, Sterling, Sturridge.
Min reference til sæsonen 2013/2014 gik ikke på, at præstationerne udelukkende skyldtes ovenstående 3 spillere. Det vil være naivt ikke at tilskrive Rodgers en andel i denne flotte præstation, selvom spillere som Sterling, Sturridge og Suarez havde stor andel i succesen. Der hvor kæden hopper af for mig er, at Rodgers ikke formåede at bygge videre på konceptet, men i stedet hentede spillere ind, som slet ikke matchede hans ønskede koncept. Det vidner for mig, om manglende kvalitet hos en træner, hvis man ikke kan identificere de rette spillerprofiler, og peger vel også i retning mod, at man ikke forstår konceptet til fulde.
ilusio skrev:Har folk glemt at vi stillede med et halvt B-hold nærmest hver uge?
At vi ikke spillede europæisk?
Vi stod akut og manglede 5-10 spillere efter den sæson. Suarez var kun skyld i EN af disse mangler.
Sturridge (næstbedste angriber i sæsonen før) var skadet nærmest hele sæsonen.
Som Texy er inde på, er det lidt af en overdrivelse at påpege, at vi manglede 10 spillere. I Sturridge, Henderson, Coutinho, Sterling, Gerrard, Skrtel og Agger havde vi en solid akse. Suarez skulle givetvis erstattes, og vi havde akut behov for større offensiv bredde. Men som Texy også er inde på, skyldtes behovet for bredde jo delvist også, at Rodgers egne indkøb slet ikke slog til.
ilusio skrev:Faktum er nu bare engang at BR skulle bygge et nyt halvt hold op da han skulle spille europæisk året efter.
Igen, det er vel lidt en journalistisk stramning at kalde dette et faktum. Så mange spillere skulle der heller ikke hentes ind. De mange fejlkøb i Borini, Allen, Aspas, Alberto, Ilori, Assaidi m.fl var jo en væsentlig forklaring på, at der skulle hentes ind for at styrke bredden. Her bærer Rodgers igen en stor del af ansvaret.
ilusio skrev:Faktum er nu bare engang at BR prøvede at hente Arsenals bedste spiller den sæson, men spillerens kone ville bo i London.
Jeg kan ikke helt se, hvad dette skulle hjælpe i forsvaret af Rodgers. Rodgers skal bedømmes på sine handlinger, ikke på sine intentioner. At Sanchez glipper behøver jo ikke forårsage, at Rodgers og co. ender med at købe en spiller som Balotelli, der ikke passer ind i konceptet. Her kunne man have i stedet have købt en på papiret mindre prominent spiller, der passede bedre til den energifyldte spilfilosofi, som Rodgers konstant ynder at kommunikere hans hold skal praktisere.
ilusio skrev:Faktum er nu bare engang at vi efter et skidt efterår (uden Suarez, Sturridge eller Sanchez) stod med Sterling som bedste bud som angriber. (Balo var jo ikke hans køb og Lambert var kun backup)
Balotelli var givetvis en nødløsning ja, men Rodgers bærer vel en stor del af ansvaret for, at man ender i en situation, hvor man skal vælge nødløsningen. Sanchez er jo forhelvede ikke den eneste dynamiske offensivspiller ledig på markedet. Med tanke på, at Barcelona angiveligt kontaktede Liverpool og Suarez i december, skulle Liverpool og Rodgers have kørt en plan B i stilling langt tidligere.
ilusio skrev:Faktum er nu bare engang at vi på trods af disse besværligheder formåede at skifte taktik og dermed skabe en MEGET lang periode uden nederlag.
Ros til Rodgers for den flotte periode, hvor resultater blev hevet hjem på kompromisløst spil. Dengang som nu, stiller jeg dog mig selv det spørgsmål, hvad der fik Rodgers til at gå væk fra den bevægelige og energifyldte tilgang til spillet i efteråret 2014, for først i december at finde ud af, at spillere som Sterling, Coutinho, Moreno, Henderson m.fl befinder sig bedst i et tempofyldt spil.
ilusio skrev:Så disse "sofa-kommentarer" omkring BR kan jeg slet ikke tage seriøse. BR har helt sikkert en plan og han ved helt sikkert også hvad han vil, så det er decideret mundlort at fyre af efter min mening.
Man kan så være uenig i hans valg, men hold lige kritik af hans valg på et lidt højere niveau.
Du opfatter min reference til sofatræneren forkert. Den havde til hensigt at belyse de to yderpunkter mellem sofatræneren og toptræneren, ikke at sætte lighedstegn mellem Rodgers og menig fodboldfan. Såkaldte sofatrænere som jeg selv, bruger meget tid på at læse op på taktik og spilkoncepter, hvorfor det er muligt at komme med formuleringer tilsvarende til Rodgers' omkring spilkoncept, filosofi mm. Der hvor toptrænerne adskiller sig fra massen, er ved at sætte handling bag deres ord.
Igen, jeg sætter ikke lighedstegn mellem Rodgers og sofatræneren. Men det er immervæk tankevækkende, at Rodgers så hyppigt refererer til et givent koncept, som vi ret beset kun har set indfriet i dele af 2013/2014 sæsonen. Det understreger i mine øjne, at træneren stadigvæk leder efter den rette formular, og tilsyneladende har svært ved at identificere spillermaterialet, som kan hjælpe til at få det hele til at gå op i en højere enhed.
ilusio skrev:Jeg forstår godt man kan blive frustreret. Det er vi mange der er når vi ikke vinder. Meeen, lad os huske at skille skidt fra kanel.
Min frustation angående Rodgers er ikke sammenhængende med holdets resultater. Hvis du har fuldt med herinde, vil du vide, at jeg over flere sæsoner har kritiseret Rodgers manglende evne til at finde den rette balance på holdet. Endvidere har jeg igennem Rodgers periode som træner stillet mig meget tvivlsom overfor, hvorvidt Rodgers formår at identificere de rette spillere til konceptet, og hvorvidt konceptet er for krævende i forhold til Rodgers evner samt det spillermateriale Liverpool kan tiltrække.